Automatisering har en løbende pris, som sjældent kommer med i regnestykket: at holde øje med den, at rette den, når noget ændrer sig, og at forklare nye kolleger, hvordan den bruges.
Det simple regnestykke, vi bruger:
Gange om året × minutter pr. gang × timeløn = det, opgaven koster i dag. Hold det op mod prisen på at bygge løsningen plus det, den koster at holde i live hvert år.
Kører en opgave fire gange om året og tager en halv time, koster den jer to timer årligt. Den skal ikke automatiseres. Kører den 200 gange om måneden og tager ti minutter, er svaret et andet.
Og så er der spørgsmålet om, hvad den sparede tid bliver til. En automatisering, der fjerner ti minutter om dagen for fem mennesker, sparer ikke en stilling. Den sparer fem gange ti minutter, spredt ud over dage, og de minutter bliver kun til noget, hvis nogen har besluttet, hvad de skal bruges til. Derfor spørger vi, hvad tiden skal gå til bagefter, før vi bygger. Ellers bliver gevinsten reel nok i regnearket og usynlig i hverdagen.
En automatisering skal have en ejer. Nogen, der opdager, at den er stoppet, ved hvem der skal ringes til, og kan svare på, hvorfor den gør, som den gør. Det er den hyppigste grund til, at en løsning, der virkede, holder op med at blive brugt: den, der satte den op, er skiftet job, og ingen andre tør røre den.
Om jeres data: vi rådgiver om, hvilke data der kan bruges hvordan, og bygger løsninger, hvor I beholder kontrollen. Det er en del af leverancen, ikke et tillæg. Er I i tvivl om, hvad der må sendes hvorhen, er det den samtale, vi tager først.
